PROGRAM E26
REBEKKA LOUISA DRUDE ANDERSEN taler om NATURBASEREDE INTERVENTIONER FOR UDSATTE UNGE OG PHD-PROJEKTET “VÆREKRAFTIG LIVSMESTRING”
O2.10.2026, kl. 16-18:30, Lokale: CSS 1.1.18
Rebekka Louisa Drude Andersen holder første forelæsning i Den Alternative Forelæsningsrække E26 med titlen: Natur-baserede interventioner for udsatte unge og phd-projektet ”værekraftig livsmestring”.
Rebekka Louisa Drude Andersen er psykolog uddannet fra Københavns Universitet i 2021. Hun er i skrivende stund lidt mere end halvt igennem sin PhD, som har den norske titel ”Værekaftig Livsmestring”, på dansk Væredygtig Livsmestring, hvor hun forsker på natur-baserede interventioner for udsatte unge. hun skriver sin PhD på NTNU i Trondheim. Flere spørgsmål melder sig i den forbindelse, og det er dem, hun gerne vil fortælle os om i denne forelæsning, fx:
Hvad er ”natur”?
Hvad skal der til for, at noget er ”natur-baseret”?
Hvad vil det sige at være ”udsat” og ”ung”? Og hvorfor skal vi have denne målgruppe med ud i naturen?
Hvordan ser fagfeltet ud på dette område? Hvilken udvikling har der været? Og hvad findes der allerede af litteratur om natur-baserede interventioner for udsatte unge?
Hvorfor er natur relevant for psykologer og andre fagpersoner at inkludere i deres praksis?
Hvordan kan forskellige teoretiske indgangsvinkler, hjælpe os med at sætte ord på oplevelserne, der kan opstå i naturen (fx Arne Næss, Gernot Böhme, Merleau-Ponty, Donna Haraway)?
Hvordan skal vi forske på et så komplekst fænomen?
Hun vil fortælle om sin igangværende analyse af kvalitativt case-materiale, som hun har indsamlet gennem et år i Trondheim med en nyopstartet natur-baseret intervention for udsatte unge i regi af Trondheim Kommune. Hun kommer også til at fortælle om et scoping review, hun sammen med sine medforfattere har udarbejdet, hvor de har kortlagt hele feltet af natur-baserede interventioner for udsatte børn og unge i Skandinavien.
THOMAS GYLLING-ANDERSEN taler om AT UNDERSTØTTE OMSORGSKULTURER I BØRNEFÆLLESSKABER - ET ALTERNATIV TIL STANDARDISEREDE TILGANGE TIL PÆDAGOGISK-PSYKOLOGISKE INTERVENTIONER I SKOLEN
23.10.2026, kl. 16-18:30, Lokale: CSS 1.1.18
Thomas Gylling-Andersen holder anden forelæsning i Den Alternative Forelæsningsrække E26 med titlen: At understøtte omsorgskulturer i børnefællesskaber - et alternativ til standardiserede tilgange til pædagogisk psykologiske interventioner i skolen.
Udviklingen af omsorgsfulde fællesskaber i skolen er i international forskningslitteratur udpeget som et væsentligt middel til at forebygge mistrivsel blandt børn og unge. Ambitionen er svær at være kritisk over for, for hvem vil ikke gerne have, at skolebørn lærer at være omsorgsfulde over for hinanden? Dog er kritikken nødvendig, for lige under overfladen af en prisværdig fælles vision finder man modstridende metodologier, psykologiske teorier og videnskabsteoretiske grundforståelser.
Forelæsningen vil lægge ud med en opfordring til, at vi ikke lader os forføre af de mange standardiserede interventionsmanualer, der lover os fremtidige omsorgsfulde elever, der både trives og lærer bedre. Det vil især problematiseres, hvordan sådanne manualer synes at være et forsøg på at møde de seneste årtiers neoliberale efterspørgsel på ’bedste evidensbaserede praksis’. For de videnskabsteoretiske og psykologiske grundantagelser, der ligger til grund for en sådan neoliberal måde at tænke pædagogisk praksis (og dens forhold til forskning), kan have yderst udemokratiske, ulighedsskabende og undertrykkende konsekvenser for både børn og voksne i skolen.
Der vil præsenteres kulturhistoriske og kritisk psykologiske perspektiver på forholdet mellem børns trivsel, agens og omsorg for hinanden, samt hvordan dette kalder på alternative måder at tilrettelægge, realisere og evaluere pædagogisk psykologiske interventioner i skolen. Bevægelsen væk fra de standardiserede tilganges logik kan eksemplificeres ved en række forskydninger:
1) Målet bliver ikke primært at understøtte individuelle børns sociale og emotionelle kompetencer, men at skabe sociokulturelle og institutionelle betingelser for udvikling af børns kollektive og individuelle agens.
2) Interventionens form og indhold fastlægges ikke på forhånd, men forhandles løbende med deltagende børn og voksne.
3) Kritik og modstand fra børn ses ikke som forstyrrelser, der skal tøjles, men som kilder til viden, der bør indgå i den løbende forhandling.
4) Børns ’negative’ emotioner anses ikke som noget, der per definition bør reguleres, men som erkendelsesledende, når pædagogiske indsatser udvikles og evalueres.
PETER BERLINER taler om COMMUNITY PSYKOLOGI: AT VÆRE PÅ VEJ I VERDEN SAMMEN
06.11.2026, kl. 16-18:30, Lokale: CSS 1.1.18
Community psykologi – fællesskabspsykologi - tager udgangspunkt i, at menneskers trivsel, handlekraft og udvikling formes i relationer og sociale kontekster. Feltet undersøger, hvordan fællesskaber — gennem deres strukturer, normer og praksisser — påvirker mulighederne for deltagelse, agency og social sammenhængskraft. I denne forelæsning introduceres community psykologi som en analytisk og praksisorienteret tilgang, der forbinder teori, metode og social handling.
En central del af forelæsningen er den psykosociale tilgang, hvor kognition, emotion og adfærd forstås som situerede i et dynamisk samspil mellem individ, fællesskab og omgivelser. Den psykosociale praksis, der præsenteres, bygger på deltagelse, relationel forankring og fælles meningsskabelse. Psykologens rolle forstås her som medskaber af processer, der understøtter dialog, refleksion og kollektiv handlekraft.
På dette grundlag introduceres social action learning som en metodisk ramme for fælles læring gennem handling, aktivisme og kreative udtryksformer. Social action learning beskriver, hvordan fællesskaber udvikler ny viden og nye praksisser ved at engagere sig i konkrete sociale udfordringer.
Disse perspektiver leder frem til en diskussion af kollektiv transformation. Med afsæt i Safe Groupmodellen undersøges, hvordan forandring opstår i interaktionen mellem mennesker, og hvordan tryghed, tillid og gensidig anerkendelse kan fungere som forudsætninger for social udvikling. Transformation forstås her som en emergent proces, der udspringer af fælles handlinger og relationelle dynamikker snarere end af eksternt påførte interventioner.
Et centralt etisk og metodisk udgangspunkt i fællesskabsorienteret praksis kan sammenfattes i et udsagn, der ofte tilskrives den australske Aboriginalaktivist, Lilla Watson:“If you have come here to help me, you are wasting your time. But if you have come because your liberation is bound up with mine, then let us work together.”
Udsagnet tydeliggør et grundprincip i fællesskabspsykologi: at psykologisk og social udvikling forudsætter gensidighed, deltagelse og fælles ansvar. Det udfordrer forestillingen om asymmetriske hjælperelationer og understreger, at forandring skabes gennem relationelle processer, hvor alle involverede bidrager til meningsskabelse, refleksion og handling.
I en community psykologisk ramme indebærer dette, at psykologens rolle primært er faciliterende og deltagende; at viden og løsninger udvikles i fællesskab gennem dialog; at handlekraft og trivsel forstås som relationelle fænomener; og at transformation opfattes som en emergent proces, der udspringer af fælles praksis og social interaktion og intraaktion. Perspektivet understøtter dermed en forståelse af, at menneskers trivsel og muligheder er gensidigt forbundne og må skabes og formes i deres sociale og strukturelle kontekst.
AUBE TOLLU taler om QUEER AND CRIP RESEARCH IN ACTION: EPISTEMOLOGY AND METHODS IN PSYCHOLOGY AND THE SOCIAL SCIENCES
20.11.2026, kl. 16-18:30, Lokale: CSS 1.1.18
Beskrivelse følger
TINE FRIIS taler om KOLLEKTIVT ERINDRINGSARBEJDE
04.12.2026, kl. 16-18:30, Lokale: CSS 1.1.18
Kollektivt erindringsarbejde er en kollektiv, feministisk og samfundsvidenskabelig metodologi. Erindringsarbejde er en grundlæggende politisk og transformativ praksis, som er udviklet med henblik på omsorgsfuldt at kultivere mere levedygtige verdener. Metodologien er særlig velegnet til at undersøge, hvordan det menneskelige selv og tilblivelsesprocesser formes af sociokulturelle normer, ideologier og diskurser, men også har kan påvirke og forandre dem. I praksis foregår erindringsarbejde i fællesskaber. Deltagere skriver tekster om personlige erindringer, som de herefter læser op for hinanden, kritisk analyserer og genskriver.
Erindringsarbejdet blev udviklet af et feministisk kollektiv bestående af Frigga Haug og hendes kollegaer (1999), der alle var politisk aktive i den tyske kvindefrigørelsesbevægelse i 1970’erne og frem.
Kollektivt erindringsarbejde er således mere end en metode. Det er en metodologi med et politisk sigte og et rigt teoretisk vokabular, der trækker på og er blevet videreudviklet inden for blandt andet kritisk psykologiske, feministisk poststrukturalistiske og posthumanistiske traditioner.
Denne forelæsning introducerer Frigga Haug og kollegaers (1999) kollektive erindringsarbejde. Herefter at resitueres metodologien ved at rejse spørgsmål om fx: Hvilken form for viden produceres med erindringsarbejde? Hvordan kan arbejdet med erindringstekster begribes, herunder den affektive intensitet, som kan opstå i skrive- og analyseprocesser? Og hvad vil det sige at praktisere erindringsarbejde mere end 50 år efter metodologiens udvikling og med tanke på posthumanistiske og nymaterialistiske teoriudviklinger siden da?